Jyllands Posten, 8 Newton Historie, SØNDAG DEN 13. APRIL 2014

»Det blev et rask slag«

KLAUS DOHM | klaus.dohm@jp.dk

Den 34-årige fynske murer Niels Pedersen beskrev i sin dagbog i detaljer, hvordan han for 150 år siden oplevede krigen i 1864, fra han meldte sig i København, til han blev sendt i krigsfangelejr i Preussen. Dagbogen gør bl.a. op med fortidens fjendebilleder, men fortæller også om utilfredshed hos de danske soldater.

På fredag er det præcis 150 år siden, at den 34-årige fynske murer Niels Pedersen stak hånden frem mod den preussiske fjende og overgav sig til overmagten ved skansen på Dybbøl Banke. Forud var gået nogle måneder med forfærdelige krigsoplevelser, strabadserende tilbagetrækninger og træfninger med fjenden. Soldaterkammeraterne var i stort tal faldet omkring ham. Han vidste i den bidende kulde ikke altid, hvor og hvornår han næste gang kunne komme til at sove. Og efter at de tunge preussiske kanoner i ugevis have bombarderet de danske stillinger, kulminerede begivenhederne den 18. april i et af de mest blodige slag i Danmarkshistorien. Forude ventede der nu Niels Pedersen et længere ophold i preussisk fangenskab.

Dagbogen, refleksion over begivenhederne den 18. april, to måneder efter tilfangetagelsen: »Thi endnu regnede fjendens granater ned mellem os og da fjenden fik forstærkning i masse og omgik og beskød os i 20 skridts afstand både for og bag så at vi var nødt til at overgive os; men det skete først, da alle vore officerer var enten faldne eller sårede.«

Ingen ved i dag, heller ikke hans efterkommere i familien, hvorfor Niels Pedersen fra det lille sogn Fangel på Fyn den 13. januar 1864 rejste til København og meldte sig til krigstjeneste. Det var ganske vist svære tider for nationen. Landet var i krig mod Preussen og Østrig, der aggressivt truede Danmarks grænser. Derfor mobiliserede kongen og regeringen hæren med det formål i det mindste at holde den overlegne fjende på afstand, indtil det internationale samfund måske  blandede sig i konflikten til Danmarks fordel.

Herhjemme begyndte nationalismen og optimismen alligevel at flamme, og mange meldte sig frivilligt – mens andre blev indkaldt som en del af den almindelige værnepligt.

Niels Pedersen havde på det tidspunkt allerede stiftet familie. Fem år tidligere havde han giftet sig med sin kone, Maren Hansdatter, og umiddelbart derefter fødtes hendes og Niels’ første barn, Thea.

Hans dagbog begynder nærmest i stikordsform.

Dagbogen, den 13. januar 1864: »Meldte jeg mig og blev taget til soldat.«

De næste knap to uger i hovedstaden gik med at få løn og udrustning. Det blev også til en glad aften i byen. Men endelig blev det tid til afrejse mod Sydslesvig. Soldaterne blev hyldet, da de tog af sted.

Dagbogen den 29. januar: »Rejste vi, og folk her i byen og folk her i byen strømmede til for at tage afsked med os, da vi drog i krigen. Vi kom med jernbanen til Korsør om aftenen klokken 9. Det var meget slet vejr. «

Fra Korsør gik rejsen med skib til Flensborg. Derfra gik turen videre til fods til Mysunde. Nu oplevede Niels Pedersen for første gang krigens gru.

Dagbogen den 2. februar: »På vejen dertil, kom de kørende med mange døde og sårede, så vi tænkte os noget om ved at se det. Og da vi kom, stod byen i brand og vejret var meget slet med regn og slud, så det var et grueligt vejr. Slaget holdt op, og vores kaptajn gik forud, og vi kom til den ene af de brændte byer og lagde os nær ved ilden for at varme os, da vejret var så strengt, så vi kunne ikke … os at ligge på marken, men mange fik deres klæder brændt, og det var et temmelig hårdt nattelogi.«

Dette var blot indledningen til de egentlige krigshandlinger. Efter at have tilbragt den 3. februar med at grave løbegrave både dag og nat begyndte fjendens angreb.

Dagbogen den 4. februar: »Omtrent klokken 3 begyndte Prøjsen at gå på, og vi kom i kæde i mod dem. Kuglerne pibene omkring ørerne på os.«

Mysunde ligger i nærheden af Dannevirkes østervold. Dette ældgamle fæstningsværk blev af både den danske befolkning og de danske soldater opfattet som et nærmest mytologisk, stærkt forsvarsværk. Men som den øvrige del af hæren blev også Niels Pedersen sendt på tilbagetrækning mod nord.

Dagbogen den 4. februar: »Da klokken var 6 stillede vi og marcherede ganske roligt ud af byen og tænkte, hvor skal vi nu hen imod natten. Men da vi kom en halv mil ud, begyndte vores officerer at tale om at denne vejstrækning var opgivet, og vi måtte forføje os til Flensborg, for ellers bliver vi taget på vejen af Prøjsen. Vi kom efter en 15 timers march til Flensborg.«

Marchen til Flensborg var kun begyndelsen på den danske hærs tilbagetrækning. Den 7. februar nåede Niels Pedersens regiment til Dybbøl Mølle. Her skulle han træde an og holde vagt ved skanserne, men han kunne hverken finde sit tornyster eller sine støvler og måtte gå med sine tøfler i sneen i to timer. Nils Pedersen fik dog sin udrustning igen og var meget godt tilfreds med den nye stilling. Han kunne dog ikke lade være med at tænke over sine soldaterkammerater og de seneste døgns begivenheder.

Dagbogen den 7. februar:  »Der var mange af vores kammerater, der var blevne tilbage og nogle døde og nogle taget til fange og nogle var meget syge, men kunne ikke komme på lazarettet af mangel på mandskab.«

Derefter fulgte uger under hårde vilkår. Niels Pedersens regiment blev jævnligt sendt ud på patruljer, hvor der var træfninger med preusserne. Det var koldt og regnfuldt, og soldaterne fik kun lidt at spise.

Dagbogen den 15. februar: »Til lønning og brød, men havde kun lidt brød, og hver 8 mand fik at dele et brød. Det mad fyldte ikke meget i en sulten soldat.«

Efterhånden holdt han næsten helt op med at tage notits af skudvekslingerne med preusserne.

Dagbogen den 3. marts: »Om eftermiddagen, som vi stod på vores post, kom Prøjsen som sædvanligt, men nu er vi så vant dertil, så vi løber ikke derfor, men stod fast. Det var en lille rask forpostfægtning og varede 1½ time, da drog de tilbage igen, og vi marcherede med helsen og sundhed tilbage i skanserne igen.«

Forholdene for de danske soldater var dog så ringe, at moralen begyndte at dale betydeligt. Det fremgår af et afsnit i Niels Pedersens dagbog, hvori han fortæller, at der lægges ed til kongen.

Dagbogen den 8. marts: »Marcherede vi til Kjenne Gård for at aflægge vores troskabsed til kongen. Men desværre, vi holdt os meget tilbage, for vi mente, vi skete uret, da vi skulle bestandig ud på forpost og næsten aldrig fri.«

Men alting skulle fra nu af kun blive værre. Når Niels Pedersen blev sendt ud på forpost, endte det som regel i hurtige træfninger med fjenden, hvilket hver gang resulterede i flere døde eller lemlæstede danske soldater. Preusserne intensiverede nu også bombardementerne af Sønderborg og de danske forsvarsstillinger ved Dybbøl. Kanonerne tordnede i ugevis, mens preusserne gravede sig tættere og tættere på de danske skanser.

Dagbogen den 9. april:  »Det var slemt at stå ved vejen og se på. Det varede til d. 13. og gik omtrent hver dag i fjorten dage, så vi kunne snart indse, at det var os umuligt at holde vor stilling ret længe, og når vi kom ud på vagt i løbegravene, var det første, vi tog til (var) at sørgede vi for at få en spade og grave os huller i jorden for at få en dækning, og så sad vi der nat og dag uden at kunne komme op.«

Det endelige angreb var da også nær. Natten mellem den 17. og 18. april marcherede Niels Pedersen ud til højre flanke mellem skanse 9 og skanse 10. Her gravede han sig som sædvanlig ned i jorden, og der var ifølge ham ro på natten igennem. Han beskriver i dagbogen sit håb om, at den 18. april vil forløbe roligt indtil om aftenen, men sådan gik det ikke. Dybbølslaget beskrives helt nøgternt:

Dagbogen den 18. april:  »Så blev vi blev afløst. Men forgæves. Granatilden blev ved at tage mere og mere til. Men (vi) tænkte ikke, at det var så nær, at vi skulle forlade vores stilling. Klokken 9 begyndte prøjsernes infanteri at gå på, og vi kom snart op af vores huller og til gevær. De drev vores forposter ind til os, men kom ikke os så nær, at de var os … skudnær. Men (vi) skød alligevel på hverandre, og der var en rask kamp.«

På forhånd var slaget ved Dybbøl tabt. Preusserne var overlegne i antal og udstyr. Niels Pedersen var endnu en gang heldig at undgå fjendens kugler:

Dagbogen den 18. april: »Prøjsen udsat kæde imod os, og vi omringet af dem, men (vi) holdt os nu endnu tappert og skreg hurra og skød på dem. De stormede da til og blev flere og flere. Og mange af vore faldt og (da) vi så vores overmagt og måtte strække vores gevær og overgive os. Vi hilste da og på hverandre og gav os hånd.«

Niels Pedersen blev sammen med de øvrige tilfangetagne danske soldater med det samme ført bort fra slagmarken. Først gik turen til fods til Gravensten og derfra videre til Flensborg under preussisk kommando. De blev taget godt imod.

Dagbogen den 19. april: »Da vi kom til Flensborg, stormede folket, de flagede med hvide klæder, og skænkede til livsophold, hvad der kunne tænkes, så vi kunne glæde os der ved, men (vi) var jo alligevel i prøjsernes hænder og blev ført som arrestanter.«

Det var ikke i Flensborg, at Niels Pedersen skulle tilbringe de næste måneder i fangelejr. Først gik turen med tog til Hamborg, og derfra blev han sendt videre til Minden i Preussen. Her var forholdene helt anderledes, i forhold til hvad Niels Pedersen var vant til hjemme i Fangel. Han synes, at de preussiske bønder så pudsige ud i deres dragter, men forstod at påskønne den gode jord, og de flotte køer og heste. Preusserne tog godt imod fangerne.

Dagbogen den 22. april: »Byens folk strømmede til for at se vi danske krigere. De skænkede til os brød og bajersk øl, så meget som vi ville drikke.«

Men danskerne var ikke kun sendt til Preussen for at more sig. Der skulle også arbejdes, så Niels Pedersen blev i de næste måneder blandt andet sat til at bygge skanser. Der blev gravet og trukket store sten. Men selv om arbejdet var hårdt og foregik i op til otte timer om dagen, ja, Niels Pedersen kalder det direkte for hestearbejde, så beskrives forholdene ikke på noget tidspunkt som umenneskelige. Preusserne behandlede deres fanger godt. F.eks. fik Niels Pedersen og hansmedfanger den 5. juni lov til at fejre Grundlovsdag og hylde det danske.

Dagbogen den 5. juni:  »Vi skaffede os derfor den danske fane og prydede der omkring med grønne kranse, hvorfor vores feltpræst holdt en tale og sang nogle lovsange. Derefter dansede vi og morede os, hvorfor prøjserne kom for at se vores danske fest, som vi danske krigsfanger holdt her i det fremmede.«

Niels Pedersen overlevede krigen, men hans dagbog ophører, før han rejste hjem fra Preussen. Formentlig kom han i august måned hjem sammen med de øvrige krigsfanger. De blev ikkemodtaget som helte. Hjemme i Fangel ventede hustruen, Maren, og deres to børn, Thea og Hansine. Senere fik de yderligere fire børn, hvoraf den ene pige døde kort efter fødslen. Niels Pedersen fortsatte med at være murer og oplevede både at holde guldbryllup og runde de 80 år. Resten af livet blev tilbragt i Fangel, hvor han ligger begravet.

Krigsminderne beholdt han for livet. Han søgte og fik en krigsmindemedalje i 1877 og stiftede sammen med de øvrige krigsdeltagere fra Fangel en medaljeforening, der havde sin egen fane. Den blev begravet med det sidste medlem – men fanepinden ligger stadig på loftet i Fangel Kirke.

Niels Pedersen glemte formentlig aldrig sine oplevelser under krigen. Især en oplevelse vil han aldrig glemme, skriver han.

Dagbogen, refleksion over begivenhederne den 18. april, to måneder efter tilfangetagelsen: »Der stod 5 prøjsiske soldater om vor kompagnikommandør, kaptajn Grüner. De opfordrede ham til at overgive sig, men det ville han ikke, hvorimod han tappert huggede om sig med sin kårde Medens han kommanderede: fyr folk. Da prøjserne ikke med al magt kunne komme ind på ham med bajonetterne, skød de, og han faldt, ramt af 3 kugler.«